DE 3 BAKKER spiralen forår 2011.jpg

Hasle Bakker er anlagt af overskudsjord fra byggeprojekter.
I årene 1997-2005 blev en million kubikmeter jord læsset af på et 16 hektar stort areal vest for Åby Ringvej mellem Edwin Rahrs Vej og Jernaldervej. Her skulle egentlig have været en motorvej, men da den plan blev droppet til fordel for en anden linjeføring, besluttede Århus Byråd, at her i stedet skulle anlægges et grønt rekreativt område. Det skulle etableres ved hjælp af overskudsjord fra byens mange byggeprojekter.

I 2003 udarbejdede arkitektfirmaet Transform i samarbejde med Århus Kommune og interesserede borgere forslag til et rekreativt bakkeprojekt, som blev indsendt til konkurrencen "bedre byrum" udskrevet af Fonden Realdania. Projektet blev udpeget som et vinderprojekt, og de ca. 10 mio. kr. det kostede at etablere og forme bakkelandskabet blev finansieret af Fonden Realdania, Århus Kommune og EU's Urbanprogram.


Bakkekammen.jpgDe tre bakketoppe Spiralen, Bakkekammen og Plateauet er meget forskellige.

Spiralen er anlagt som en kegleform med toppunkt 100 meter over havet. Stisystemet er spiralformet, så man kan bevæge sig op ad én sti op og tage en anden ned.

Bakkekammen er langstrakt - over 200 meter, og med stierne anlagt på østsiden, så den vestlige del kan bruges til f.eks. kælkebakke og drageflyvning. Dens højeste punkt er 105 meter over havet, hvilket er det tredjehøjeste i Århus Kommune kun overgået af Jelshøj ved Holme på 128 meter og Vorre ved Skødstrup på 110 meter. Selve Bakkekammen er 35 meter høj.

Plateauet.jpg

Plateauet er anlagt som en flad højslette og velegnet til større arrangementer. Her er højden 80 meter over havet.
Grimhøj.jpg

I området er endnu et højdepunkt: Ca. 800 meter mod vest knejser den 91 meter høje Grimhøj, der også er hjulpet i vejret ved hjælp af byggejord.



Nyheder » Hasle Bakker » De 3 bakker
"Hasle Bakker" is powered by CMIS.